Børnehjælpsdagen og absi bag stor event, der fik holdånd og kampgejst frem hos de unge deltagere.
I et par timer blev hverdagens udfordringer sat på pause, da 70 anbragte børn og unge den 29. oktober 2009 deltog i en eksklusiv bowlingevent hos Kroegers House på Amager.
Børnehjælpsdagen og absi, stod bag eventen sammen med Kroegers House og en række andre absi-medlemmer.
Absi, der er Skandinaviens største udbyder af samhandels - og loyalitetsløsninger for virksomheder, har via forskellige tiltag støttet Børnehjælpsdagen siden september 2008.
Men det er første gang, at samarbejdet munder ud i en konkret aktivitet for de anbragte børn og unge, som organisationen løbende arbejder for.
Holdånd styrker børnene
”Det har bare været en super dag. Tidligere så jeg en lille pige, der fik to spares og to strikes, og hun voksede bare 20 cm i højden. Min oplevelse er, at børnene virkelig har hygget sig og snakket med hinanden – og det lever jo helt op til den målsætning, som vi har haft for dagen”, fortæller adm. direktør i absi, Peter Kisbye.
Sammen med broker Michael Løye var absis direktør ansvarlig for at arrangere et stort bord med flotte præmier, som Inco Danmark, Svend Michelsen Chokolade, Runners Corner og Lytteratur havde doneret i den gode sags tjeneste.
”I princippet handler det ikke om at finde en vinder eller en taber – for alle børnene er vindere i dag. Men udsigten til de flotte præmier har helt klart styrket samarbejdet på de enkelte hold – og det er en positiv oplevelse for netop disse børn”, fortæller projektleder Ida Lissau Jacobsen fra Børnehjælpsdagen.